Sygdomsedition!
1. Jeg smittede min plante, som det ellers er lykkedes mig at holde liv i i halvandet år. Den overlevede ikke. Undskyld mormor (som gav mig den i indflyttergave). Undskyld plante. Jeg har svigtet.
2. I torsdags var første dag i lang tid, jeg fik noget ordentligt at spise. Mest fordi jeg først da kunne stå op lang tid nok uden at blive svimmel.
3. Jeg placerede den færdige tallerken mad ved siden af skærebrættet, mens jeg hakkede lidt persille til at toppe af med... Så gav jeg tallerknen en albue i siden, og vupti, så var min aftensmad nede i køkkenvasken.
4. Der er fire pakker på vej til mig fra rundt omkring i verden. Sygdom + webshops = trøsteshopping.
5. I går missede jeg en (forsinket) fastelavsfest, som jeg ellers har glædet mig til i ugevis.
6. Kostumet dertil har jeg haft klar i over en måned, nemlig siden sidste fastelavnsfest, som jeg også missede pga sygdom. Fordømte lorte-helbred!
7. Jeg går i disse dage og venter spændt på, at postbudet bringer mig min Hunger Games-trilogi. I fredags halvvågnede jeg af dørklokken, men drømte lyden ind i min drøm... Vågnede rigtigt et par minutter senere, men der var klokke-ringeren selvfølgelig væk. Ærgrede mig voldsomt, fordi jeg nu skulle vente til lørdag med at få min pakke.
8. Da jeg gik ned til min postkasse for at hente min der-er-en-pakke-til-dig-seddel (helt sikkert det officielle navn), var der ikke andet end reklamer. Det var altså ikke postbudet, der ville ind, men reklamebudet. Nu skal jeg vente til i morgen eller endnu senere med at få mine bøger. Hyl!
9. Har igennem mit sygdomsforløb set så mange teenage-80'erfilm, at crepet kæmpehår og lyseblå øjenskygge er begyndt at være decideret pænt i mine øjne.
10. I dag da jeg skulle i Fakta og hente flere hostebolcher og den slags, brugte jeg det meste af en time på at lede efter min cykelnøgle.
11. Først da jeg var ved at sætte mig ned og tude i frustration, kom jeg i tanke om, at jeg har skiftet lås på min cykel, og den cykelnøgle, jeg desperat ledte efter, havde jeg smidt ud. Den nye nøgle hang pænt på nøglekrogen i gangen.
12. Proppen i min højre øre har fået sit eget liv. Jeg er nærmest døv, men når jeg hører musik (og kun når jeg hører musik), kan jeg høre et svagt ekko af sangeren i en lidt mere skinger version. Det er ligesom at have en falsk, forsinket andenstemme til at bo i øregangen.